Artikler fra idenyt.   

Tilbage

   
Digitalt-tv
kræver nyt udstyr


1. november 2009 ændres de danske tv-signaler.
Læs her, hvad det betyder for dig.



Digitaliseringen har – som bekendt – også ramt de danske tv-signaler. Allerede i 2006 begyndte TV 2 og DR at sende digitale signaler ud over det mastebaserede
tv-sendenet, og i løbet af de sidste år er rigtig mange danskere “konverteret” til digitalt antenne-tv.
 


Den 1. november 2009 sker der nye drastiske ændringer i de danske tv-signaler. For mens ændringen i 2006 kun var et “tilbud” om at kunne se digitalt tv; ja, så stopper de analoge signaler – altså det gammeldags signal, der modtages direkte via tv-antenne uden digital modtagerboks – endegyldigt pr. 1. november 2009 og erstattes fuldt og helt af et digitalt signal.
Måske betyder den nye udvikling, at du skal ud og købe nyt udstyr til dit tv, men det kan også være, at du slet ikke behøver at gøre noget.

Det afhænger af, hvordan du modtager dine tv-signaler, og hvilke tv-kanaler du ønsker at kunne modtage.


Stueantenne
Da det digitale tv-signal er bedre og mere robust end de analoge signaler, vil der være mange områder, hvor det vil være muligt at skifte den store antenne på taget ud med en lille fiks stueantenne, der ofte også kan benyttes til modtagelse af DAB.

På idenyt.dk/digitaltv kan du finde detaljerede  dækningskort, som viser, hvor i landet en god indendørs modtagelse er mulig. Men ellers kan du også sagtens fort­­sætte med en almindelig antenne.


Husk alle tv-apparater
Måske har du et eller flere tv-apparater, der modtager tv-signalet via egen antenne – fx i soveværelset, børneværelset eller sommerhuset. Husk at gøre dem alle sammen klar til at modtage det nye, digitale tv-signal senest den 31. oktober 2009.


Jeg ser tv via fællesantenne
Antenneforeningen henter selv tv-signalet ned via egen antenne eller får det leveret fra en tv-distributør via kabel eller satellit. Hvis du ser tv via en fællesantenne, er det din antenneforening, der har ansvaret for overgangen til det nye tv-signal.

De fleste antenneforeninger vil sende analogt og digitalt tv-signal parallelt i mange år fremover. Det betyder, at du i de allerfleste tilfælde kan blive ved med at se tv, som du gør nu. Du skal kun gøre noget, hvis antenneforeningen beder dig om det.


MPEG2/MPEG4
De fleste af de digitale modtagerbokse, der har været i handlen indtil nu, benytter MPEG2-standarden.

Ønsker du at kunne se de nye kanaler, som DR sender fra 1. november 2009, skal du bruge en digital modtagerboks, der benytter MPEG4-standarden.

Vær opmærksom på, at den digitale modtagerboks skal leve op til Boxer TV’s standarder og desuden indeholde en kortlæser, hvis du vil være sikker på at kunne modtage betalings-tv fra Boxer TV over din antenne.

Du finder de Boxer-god­kendte modtagerbokse og fladskærme via idenyt.dk/digitaltv

Der er allerede godkendt mere end 100 forskellige modeller af fladskærme og bokse.

Fra 2012 slukkes der ende­­gyldigt for udsendelse af MPEG2 – herefter kræver alt antennebaseret tv en MPEG4 modtagerboks.

I Danmark anvender vi en særlig nordisk udgave af MPEG4-standarden, så du kan ikke være sikker på, at en MPEG4-boks købt i udlandet virker herhjemme.


Tv via parabol, kabel eller bredbånd
Når du ser tv via parabol, kabel eller bredbånd, kan du blive ved med at se tv, som du gør nu, uden at købe nyt udstyr.

Kabel
Du modtager enten et analogt eller et digitalt tv-signal fra din udbyder. Kabel-tv-distributørerne fortsætter med at sende analogt tv i mange år fremover parallelt med det nye, digitale tv-signal. Så du kan under alle omstændigheder blive ved med at se de samme kanaler som nu uden at købe ekstra udstyr. Du kan skifte over til det nye digitale tv-signal, hvis du ønsker det. 

Men så skal du anskaffe en DVB-C digital modtagerboks eller et tv-apparat med en indbygget DVB-C digital modtager.
DVB-C betyder Digital Video Broadcast – Cable, der er en standard, der angiver, at den digitale modtagerboks understøtter kabel-tv.

Der er tre distributører af kabel-tv: YouSee, Telia/Stofa og Canal Digital.

Parabol
Når du ser tv via parabol, kan du blive ved med at se tv, som du gør nu, uden at købe nyt udstyr. Du risikerer ikke at få “sort skærm”.

Tv-signalerne til parabolmodtagere udsendes fra satellit
til modtagerens parabol. Satel-lit-­tv er allerede digitalt, og du har en digital modtagerboks. Der er to distributører af satellit-tv: Canal Digital og Viasat.

Bredbånd
Tv-signalerne udsendes til mod­tageren via bredbånd, fx
fibernet eller kobberkabler – det kaldes også fibernet eller IPTV. Bredbånds-tv er allerede digitalt, og du har mod­taget en digital modtagerboks fra tv-distributøren som led i dit abonnement. Den omsætter det digitale tv-signal, så du kan se det som billeder og lyd på tv-apparatet.


Er du HD-klar?
Mange danskere har allerede investeret i en såkaldt HD-ready fladskærm og vil derfor gerne kunne udnytte fladskærmens fulde potentiale ved at se tv i fuld HD-kvalitet.
Ud over en HD ready fladskærm skal du have en HDTV modtagerboks samt adgang til tv-kanaler, der sender i HD-kvalitet.


Af Lise Mortensen Høy, 901

 
Fra almindelig antenne
til digitalboks


Denne løsning holder kun indtil 1. november 2009. Her stopper de analoge signaler, altså signalerne der kan modtages direkte af en antenne. Herefter kræver alt antenne-tv en digital modtagerboks.

Du kan også skifte antennen ud med en parabol.


Jeg vil blot kunne se DR1, DR2 og TV 2
DR1, DR2, TV 2’s hovedkanal, de regionale TV 2-kanaler plus lokal-tv kan ses med en antenne og en digital modtagerboks, der benytter MPEG2-standarden.

Denne løsning holder frem til 2012. Her vil de tre landsdækkende kanaler skifte fra MPEG2 til den nyere MPEG4-standard, hvilket vil kræve en ny digital modtagerboks. Derfor: Ønsker du ikke andet end disse tre landsdækkende kanaler (+lokal-tv), er en digital modtagerboks med MPEG2-standard tilstrækkelig for dig frem til 2012.


Jeg vil se DR1, DR2, TV 2 og de nye gratiskanaler
1. november 2009 lancerer DR en ny børne- og historiekanal, en folketingskanal, og der vil formentlig komme flere gratis kanaler i de kommende år.

Disse nye kanaler vil sammen med DR Update blive udsendt udelukkende i MPEG4-standarden allerede fra 2009.
Du skal derfor købe en digital modtagerboks i MPEG4-standard, hvis du ønsker at kunne se disse kanaler. Denne modtagerboks kan også vise DR1, DR2, TV 2’s hovedkanal og de regionale TV 2-kanaler, selvom de udsendes i MPEG2-standard.


Jeg vil gerne abonnere på betalingskanaler
Overgangen til digital tv betyder, at du nu kan modtage flere kanaler end før, blandt andet en række betalingskanaler. Disse betalingskanaler vil blive udbudt af den nye tv-distributør, Boxer TV, og sendt i MPEG4-standarden.

Hvis du ønsker at kunne abonnere på de nye betalingskanaler, der udsendes via det nye digitale tv-signal til antenner, skal du vælge en digital modtagerboks med MPEG4-standard og kortlæser. I Vestdanmark begynder Boxer at sende betalingskanaler nu, mens resten af landet må vente til senere på året. Når du har tegnet et abonnement på en programpakke, modtager du et programkort, og du kan se de kanaler, du abonnerer på. 



Af Lise Mortensen Høy, 901

Digitalisering af dit tv

Fremtidens tv kræver den rigtige teknik – så se dig for, når du køber tv-udstyr.



Pr. 1. november 2009 ændres fjernsynssignalerne i Danmark.
Der slukkes endegyldigt for det, der hedder “det analoge signal” – altså det gammeldags ­signal, der modtages direkte via tv-antenne. Et signal, som det skønnes, at ca. hvert tredje tv-apparat i Danmark modtager sine tv-udsendelser fra.

Det analoge signals afløser hedder digitalt tv, som du kan vælge at se på flere forskellige måder: du kan fortsætte med antennen eller vælge internettet, ­kabel-tv eller parabol.


Køb det rigtige udstyr
Hvis du fortsætter med din antenne, skal du dog have enten en digital modtagerboks eller et tv med indbygget digital tuner.

Det digitale tv-signal er allerede i luften og vil blive fuldt indført i Danmark som en tretrins-raket, der kræver nyt udstyr for hvert trin i raketten – medmindre du sørger for at købe det rigtige udstyr fra begyndelsen af.

Hvad du skal købe afhænger af, hvilke kanaler du vil se. I slutningen af artiklen kan du se en liste over, hvilke kanaler du kan se med hvilket digitalt udstyr.



Digitalisering i tre trin
Første trin af digitaliseringen skete for to år siden, hvor DR og TV 2 begyndte at sende digitale signaler via det mastebaserede tv-sendenet.
Rent teknisk hedder de digitale tv-signaler i dag MPEG2.

Andet trin i raketten sker den 1. november 2009, hvor det “gamle” analoge tv-signal slukkes. Herefter kan der ikke længere ses dansk antenne-fjernsyn uden en digital boks eller tv med digital tuner. De nye digitale tv-signaler bliver udsendt i et format, der hedder MPEG4.
Og efter tredje trin i raketten i 2012 overgår al dansk antenne-tv til digitale MPEG4-signaler.

Det betyder, at alle digitale modtagerbokse af typen MPEG2 er forældede efter 2012, mens tv-apparater med indbygget MPEG2-modtager skal opgraderes. Så derfor skal du holde øjnene åbne, hvis du køber nyt digitalt tv-udstyr.

MPEG4-udstyr kan godt “læse” MPEG2-signaler men ikke omvendt.


Flere tv-kanaler
En af fiduserne ved at overgå til digitalt fjernsyn er, at de nye
digitale signaler “fylder” meget mindre i æteren end de analoge.

Det betyder, at du med en almindelig husantenne og en digitalboks fra 1. november 2009 kan se op mod 40 tv-kanaler, heraf vil en halv snes være gratis-kanaler, mens de 29 bliver ­betalingskanaler.

Firmaet Boxer er blevet udvalgt til at være udbyder af alle de nye betalingskanaler. Hvis du vil se dem, skal du sørge for, at det udstyr, du køber, er godkendt af Boxer. De har endnu ikke sendt deres godkendte udstyr på markedet, men forventer at gøre det inden jul.

Til gengæld kræver det ikke Boxer-godkendt udstyr at se DR og TV2 eller nogle af deres respektive underkanaler.


Det kan du se
Udstyr: MPEG2 DVB-T-boks eller et digitalt TV med MPEG2 DVB-T-tuner:
Kanaler: DR, DR2, TV2 samt DR Update indtil 31/10 2009. Fra 2012 kan disse kanaler også kun modtages med MPEG4-tunere.

Udstyr: MPEG4 DVB-T-boks uden kortlæser eller et digitalt TV med MPEG4 DVB-T-tuner uden kortlæser:
Kanaler: DR, DR2, DR Update og TV2. Fra 1. nov. 2009: nye DR-kanaler, Parlaments tv.

Udstyr: Boxer-godkendt MPEG4 DVB-T-boks m. kortlæser eller et Boxer-godkendt ­digitalt TV med MPEG4 DVB-T-tuner og kortlæser:
Kanaler: DR, DR2, DR update og TV2. Fra 1. nov. 2009: nye DR-kanaler, Parlaments tv samt mulighed for at modtage Boxers udbud på 29 kanaler.


Undtagelse
Ser du tv via kabel, parabol eller nettet, berøres du ikke af lukningen
af det analoge signal.


Af Lise Mortensen Høy
     Tilbage